Jødedommens afsked med de døde

Læs om, hvordan jøderne forholder sig til døden og siger farvel.

Hvad tror jøder på?

Jøder tror på, at alle døde ved tidernes ende vil genopstå for at stå til regnskab over for Gud, som afgør, hvem der skal leve i evig fortabelse, og hvem der skal leve i Guds rige.

Når døden nærmer sig: Jødisk trosbekendelse

Før døden indtræffer, bliver den jødiske trosbekendelse sagt sammen med den døende, hvis det er muligt. Den lyder:

“Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.”

Hvis ikke den døende kan være med til at sige bekendelsen, bliver den sagt af de tilstedeværende jøder.

Umiddelbart når man dør, siger eller synger de pårørende Davids salmer, og den nærmeste familie holder vagt ved afdøde, indtil afdøde bliver kørt væk i en kiste.

Den døde bliver gjort i stand

Inden begravelsen bliver kroppen vasket rituelt med vand. Mænd vasker mænd, og kvinder vasker kvinder. Herefter iklædes afdøde hvidt tøj, som består af bluse, bukser og en hovedbeklædning.

Mændene får deres bedesjal (tallit) over sig. Derudover er der til mænd en kittel, der normalt bruges til nytår og forsoningsdag.

En begravelse inden for 48 timer

I jødedommen skal begravelsen finde sted snarest muligt efter dødsfaldet af respekt for afdøde. Begravelsen finder i Danmark som oftest sted inden for 48 timer.

Traditionelt river de pårørende inden begravelsen en flænge i deres tøj for at vise sorg.

I Danmark foregår begravelsen fra kapellet på den jødiske begravelsesplads i nærheden af Vestre Kirkegård i København.

Til højtideligheden citeres fra biblen, og rabbineren holder en mindetale. Herefter går man til graven, hvor kisten med afdøde sænkes ned. Man dækker kisten til med jord, og der bliver sagt den hebraiske bøn, Kaddish, som er en lovprisning af Gud.

Hvis begravelsen foregår uden for Israel, lægges der ofte en smule jord fra Det Hellige Land under hovedet i kisten.

Jøder er principielt imod kremering/ligbrænding, men det kan forekomme.

Begravelse uden udsmykning

En tradtionel jødisk begravelse er uden blomster, men man lægger i stedet for en lille sten på graven. Det gør man ud fra idéen om, at der i døden ikke er forskel på rig og fattig, og fordi sten ikke forgår som blomster og lys. Valget af en kiste af ubehandlet træ hænger også sammen med idéen om, at alle i døden er lige.

Jødiske begravelsespladser i Danmark

Jøderne bliver begravet på egne kirkegårde eller afdelinger på almindelige kirkegårde. I København har Mosaisk Trossamfund eget begravelsesområde på Vestre Kirkegård.

Evig gravfred

I jødedommen siger man, at de dødes bolig er ’fredhellig’, og man nedlægger aldrig et gravsted.

Sørgeperiode

Der er forskellige jødiske ritualer for sorg. 

Der er tradition for, at venner og familie i de første syv dage efter begravelsen (shiva) kommer hjem til de efterladte med mad. På den syvende dag går de efterladte til graven, hvor de beder og lægger en sten for at vise, at gravstedet er besøgt.

Efterladte skal de første 30 dage undgå fest, ligesom mændene ikke må barbere sig.

Børn af den afdøde kan også dagligt deltage i gudstjenesterne i synagogen i de første 12 måneder efter begravelsen, hvor de gentager Kaddish-bønnen, som blev sagt ved begravelsen.

Årligt på dødsdagen tænder de efterladte et lys, som skal brænde i 24 timer. De besøger også gravstedet og lægger en sten.

Har man mistet forældre, er sørgeperioden et år, mens den ved tab af andre familiemedlemmer er en måned.

Kilder: Jødisk Informationscenter, religion.dk mv.